Lýsing
Jurist til Landslægen på Færøerne
Brænder du for et særligt job, der giver dig store faglige udfordringer og spændende oplevelser? Vil du være med til at opbygge det nye risikobaserede tilsyn med behandlingssteder på Færøerne og give juridisk bistand og rådgivning til tilsyn med sundhedspersoner, patienters retsstilling, journalføring mv.?
Så har vi jobbet til dig, der både vil arbejde for patienternes sikkerhed og være med til at varetage og udvikle opgaver inden for tilsynsområdet.
Om Landslægen
Landslægen er en statslig institution på Færøerne under Sundhedsministeriet og hører i faglig henseende under Styrelsen for Patientsikkerhed. Landslægen fungerer som rådgiver for statslige myndigheder samt Færøernes Landsstyre og de kommunale myndigheder i lægelige, miljømæssige, socialmedicinske, hygiejniske forhold, smitsomme sygdomme, kørekort og medicinhåndtering.
Landslægen på Færøerne varetager en række forskelligartede samfundsmedicinske og juridiske opgaver. Opgaverne omfatter bl.a.:
- Tilsyn med den sundhedsfaglige virksomhed og autoriseret sundhedspersonale på Færøerne
- Opbygge det nye risikobaserede tilsyn med at føre tilsyn på udvalgte behandlingssteder i både det offentlige og private sundhedsvæsen ud fra en løbende vurdering af, hvor der kan være størst risiko for patienternes sikkerhed
- Opbygge et system til rapportering og brug af utilsigtede hændelser på Færøerne
- Rådgivning af statslige myndigheder på Færøerne samt Færøernes Landsstyre og de lokale kommunale myndigheder i lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold, herunder sundhedsplanlægning og håndtering af smitsomme sygdomme
- Bistand til rets- og politimyndigheder i retsmedicinske og lignende sager, herunder varetagelse af retslægelige ligsyn og kørekortssagsbehandling for de færøske kørekortsmyndigheder
- Hjælp til oplysning af klager over sundhedsvæsenet
- Håndtering af en bred vifte af sundhedsjuridiske problemstillinger, herunder rådgivning omkring sundhedslovgivningen.
Din hverdag hos os
Dine kolleger på Færøerne bliver landslægen, der er chef for enheden, en læge i introstilling og to administrative medarbejdere.
Du får en vigtig rolle med at sikre den juridiske kvalitet på væsentlige dele af Landslægens arbejdsområder. Du vil få meningsfulde opgaver af stor samfundsmæssig betydning, som gør en reel forskel for at forbedre patientsikkerheden i sundhedsvæsnet. Du vil – efter oplæring – få et stort selvstændigt ansvar for dine opgaveområder.
Dine primære arbejdsopgaver vil bl.a. omfatte:
- Juridisk bistand til det sundhedsfaglige organisationstilsyn, herunder afgørelser om påbud til behandlingssteder
- Juridisk bistand til tilsynet med autoriserede sundhedspersoner, herunder at skrive afgørelser om sanktioner til sundhedspersoner
- Juridisk rådgivning om patienters retsstilling, journalføring mv.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer.
Vi forventer, at du er uddannet jurist og har nogle års erfaring, gerne med kendskab til sundhedsvæsenet.
Vi lægger vægt på, at du:
- er en dygtig jurist
- er i besiddelse af gode sprogkundskaber i dansk og gerne færøsk, samt at du er god til at formulere dig på skrift
- har erfaring med at skrive forvaltningsretlige afgørelser og varetagelse af andre myndighedsopgaver
- kan bidrage til at planlægge og igangsætte de nye opgaver som Landslægen står over for
- har kendskab til færøske samfundsforhold eller lyst til at lære det færøske samfund at kende indefra
Derudover lægger vi vægt på, at du som person:
- er omhyggelig og struktureret, og har overblik over og er selvstændigt i stand til at tilrettelægge egne arbejdsopgaver
- kan bidrage til at planlægge og igangsætte de nye opgaver som Landslægen står over for
- er selvstændig og engageret, herunder at du selvstændigt tager ansvar for at sikre kvalitet og fremdrift i dine opgaver og er god til at bevare overblikket.
- har kendskab til færøske samfundsforhold eller lyst til at lære det færøske samfund at kende indefra.
Det vil være nødvendigt at kunne arbejde selvstændigt, men der vil være gode muligheder for sparring med dine kolleger, herunder jurister, i styrelsen.
Vi tilbyder
Du vil blive en del af et aktivt fagligt miljø, hvor du sammen med dygtige og engagerede kolleger får mulighed for sparring og vidensdeling. Vi tilbyder en grundig introduktion til styrelsens opgaver - som vil foregå i København - og mulighed for at få en basisuddannelse i styrelsens tilsynsopgaver, som bliver tilpasset dine kompetencer, ligesom du får mulighed for anden efteruddannelse.
Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Landslægeinstitutionen har kontor hos Rigsombuddet i centrum af Tórshavn på Færøerne.
Kontakt os gerne
Du kan få mere at vide om jobbet ved at kontakte landslæge Lars Fodgaard Møller på tlf.nr. 93518700 eller enhedschef Helle Borg Larsen, som er styrelsens juridiske chef og vil blive en tæt samarbejdsparter for den nye jurist på tlf.nr. 72229240
Se også mere om Landslægen på Færøernes egen hjemmeside www.landslaeknin.fo
Er du interesseret?
Klik på ”søg stillingen” eller ved at tilgå stillingsannoncen på Styrelsen for Patientsikkerheds hjemmeside: www.stps.dk og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis.
Ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 43.
I Styrelsen for Patientsikkerhed arbejder vi for, at det er trygt at være patient. Vores ambition er at skabe værdi i udviklingen af et sikkert og lærende sundhedsvæsen. Styrelsen for Patientsikkerhed fører det overordnede tilsyn med sundhedsforholdene og den sundhedsfaglige virksomhed på sundhedsområdet. Styrelsen bistår desuden sundhedsministeren med den centrale forvaltning af forhold vedrørende patienters sikkerhed og forhold vedrørende læring i sundhedsvæsenet.
Vi fører tilsyn med behandlingssteder og sundhedspersoner, og vi autoriserer sundhedspersoner. Vi administrerer desuden rapporteringssystemet om utilsigtede hændelser i sundhedsvæsenet, ligesom vi administrerer EU-reglerne om sygesikring ved behandling i udlandet.
Vi er mere end 1100 medarbejdere og har tilknyttet sagkyndige konsulenter. Styrelsen dækker hele landet og har enheder i København, Kolding, Randers og på Færøerne.
Styrelsen for Patientsikkerhed har røgfri arbejdstid.
Vi opfordrer alle interesserede til at søge stillingen – uanset alder, køn, religion, handicap, etnisk baggrund.