Lýsing
Har du en solid faglig baggrund, globalt udsyn og mod på en international karriere, brænder du for international politik og kan du varetage danske interesser, når de er på spil i udlandet? Vil du repræsentere Danmark, hvor det gælder, når det gælder? Vil du befinde dig godt både ved forhandlingsbordet i New York - og på et feltbesøg i et ørkenområde i Afrika? Ønsker du at samarbejde med danske virksomheder eller hjælpe danske borgere i nød i udlandet? Er du mobil og klar til at bo fjernt fra Danmark, måske i et af verdens brændpunkter? Så kan du være én af vores nye fuldmægtige og diplomater.
Hvad kan vi tilbyde dig?
Udenrigsministeriet varetager Danmarks interesser i en globaliseret verden og tilbyder vores medarbejdere unikke muligheder for at opbygge international erfaring og interkulturelle kompetencer.
Som ansat i Udenrigsministeriet bliver du en del af en alsidig arbejdsplads med unikke muligheder for at veksle mellem arbejde i Danmark og på en af Danmarks ambassader/repræsentationer ude i verden. Du kommer til at arbejde i et inspirerende miljø, hvor jobrotation, samarbejde og udvikling af personlige og faglige kompetencer er en integreret del af dagligdagen.
Se nedenfor under ”Om os” eller læs mere om Udenrigsministeriet som arbejdsplads her.
Hovedopgaver i jobbet
Du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab af dygtige diplomater og specialister. Som fuldmægtig og kommende diplomat i Udenrigsministeriet vil du have mulighed for at komme i berøring med forskelligartede opgaver inden for f.eks. generel udenrigs- og sikkerhedspolitik, udviklingssamarbejde, EU-samarbejdet, eksport- og investeringsfremme, handelspolitik, presse- og kommunikation, juridiske- og forvaltningsmæssige spørgsmål samt borgerservice m.m.
De første 3 år af din ansættelse er en uddannelsesperiode. For at sikre en bred faglighed inden din første udsendelse til en dansk repræsentation i udlandet bliver du oplært i det diplomatiske håndværk, og du får praktisk erfaring inden for mindst to af ministeriets hovedarbejdsområder.
Andet om jobbet
Din arbejdsplads bliver Udenrigsministeriet med vekslen mellem placeringer i ministeriet i København og en dansk repræsentation i udlandet. HR finder din første placering i ministeriet på Asiatisk Plads, men herefter søger du selv videre på interne jobopslag.
Du - og evt. dine nærmeste - skal være parate til udsendelse til udlandet, hvor den første udstationering typisk sker efter 3-4 års ansættelse i ministeriet. En udstationering er normalt af 4 års varighed. Vi forventer, at du har mod på at bosætte dig flere gange i alle egne af verden – fra Bamako, til Bruxelles og Beijing. Skriv gerne i din ansøgning, hvis du har lyst til en diplomatisk karriere med fokus på Vestafrika.
Der er efter en eller flere udstationeringer mulighed for faglig specialisering.
Tiltrædelse
Fra sommer 2022
Hvem er du?
Jobbet forudsætter en solid faglighed, hvorfor vi søger talentfulde kandidater med forskellige faglige kvalifikationer af relevans for Udenrigsministeriets brede opgaveportefølje. Du har opnået rigtigt gode resultater fra en relevant lang videregående uddannelse fra et dansk og/eller udenlandsk universitet eller tilsvarende, gerne suppleret med anden international erfaring. Du har muligvis f.eks. læst statskundskab, økonomi, jura, international handel, udviklingsstudier, historie, forvaltning eller noget helt andet, som fagligt kan bidrage til løsningen af Udenrigsministeriets opgaver.
Vi har brug for ansøgere med rigtigt gode sprogkundskaber på dansk og engelsk, ligesom det vil være et krav, at du behersker mindst endnu et hovedsprog (fransk, tysk, spansk, portugisisk, italiensk, russisk, kinesisk eller arabisk) på minimum B1-niveau, jf. sprogniveauerne i den fælleseuropæiske referenceramme. Der gives særlig prioritet til ansøgere med gode franskkundskaber.
Du må meget gerne have lyst og evne til en diplomatisk karriere med hel eller delvis fokus på Vestafrika, som er et højt prioriteret område for Udenrigsministeriet.
Et bredt kendskab til internationale forhold, interesse for dansk og international politik og for samspillet mellem indenrigs- og udenrigspolitik vil være en klar fordel.
Du skal yde god og professionel service til borgere og virksomheder og være en holdspiller med mod på forhandling, ligesom du skal besidde solide analytiske og operative evner.
Løsninger skabes oftest i fællesskab og samarbejde med andre. Du vil få en stor kontaktflade, både indadtil og udadtil. Du skal derfor være god til at samarbejde med andre med forskellig baggrund og kultur. Et job i Udenrigsministeriet byder på muligheden for stor selvstændighed i opgavevaretagelsen i en ofte omskiftelig hverdag.
Det er en fordel med relevant erhvervserfaring eksempelvis fra EU, FN og andre internationale organisationer, NGO- eller konsulentbranchen, private virksomheder, erhvervsorganisationer og/eller relevante kontorer på Slotsholmen m.v. Men du må også meget gerne søge, hvis du er nyuddannet eller bliver kandidat i sommeren 2022.
Du er dansk statsborger.
Vi opfordrer kvalificerede kandidater fra hele Rigsfællesskabet, uanset personlig baggrund, til at søge en af de ledige stillinger i UM.
Udenrigsministeriet ser mangfoldighed som en styrke og ønsker at beskæftige medarbejdere med forskellig baggrund. Vi har et kontinuerligt fokus på lige muligheder mellem kønnene.
Ansættelsesvilkår
Du bliver ansat som fuldmægtig. Løn- og ansættelsesvilkår følger overenskomsten mellem staten og den relevante faglige organisation.
Du vil efter 3 års ansættelse (færdiggørelsen af din uddannelsesperiode) få tildelt forflyttelsespligt. Forflyttelsespligten indebærer, at du er forpligtet til igennem hele din videre karriere i ministeriet at skifte mellem at arbejde i Udenrigsministeriet i Danmark og på danske repræsentationer i udlandet. Forflyttelsespligten følges af et særligt ulempetillæg.
Nyansatte i Udenrigsministeriet følger er særligt diplomatprogram, ligesom et før-udsendelsesprogram med sprog og anden kompetenceudvikling følger forud for udstationering til udlandet.
Det er en betingelse for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes, og at du kan opretholde din sikkerhedsgodkendelse i løbet af ansættelsen.
Interesseret?
Du søger jobbet ved at klikke på ”søg stilling” nederst på denne side. Alle ledige stillinger i Udenrigsministeriet kan findes på www.um.dk.
Din ansøgning må maksimalt fylde en A4 side, og du skal anvende denne skabelon.
Du skal vedhæfte:
- CV
- Eksamensbevis og karakteroversigt både for bachelor- og kandidatuddannelse
- Internationalt anerkendte sprogcertifikater (fx TOEFL, DELF/DALF, Goethe-Zertifikat, Exámenes DELE), samt
- øvrige relevante bilag, f.eks. anbefalinger.
Ansøgningsfristen er onsdag den 16. februar 2022 kl. 23:59. Samtaler forventes afholdt i løbet af april måned.
Rekrutteringsprocessen består af en samtale i ministeriet med et ansættelsespanel bestående af 3 personer. Forud herfor forberedes en faglig case, der kort præsenteres under samtalen.
For de kandidater, der går videre i rekrutteringsprocessen, gennemføres en 1½ times sprogtest (dansk og engelsk indholdsforståelse og udtryksfærdighed) efter samtalen.
Kandidater, der i ansøgningen angiver at beherske fransk, tysk, spansk, kinesisk, russisk eller arabisk, men som ikke har indsendt sprogcertifikater, vil blive niveautestet i disse sprog i forbindelse med rekrutteringsprocessen.
Skulle du have spørgsmål til stillingerne, som ikke er besvaret i opslaget eller kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside www.um.dk, er du meget velkommen til at kontakte Udenrigsministeriets Koncern HR pr e-mail på generalistrekruttering@um.dk. Vi vil snarest herefter vende tilbage med svar på din forespørgsel.
Om os
Udenrigsministeriet varetager Danmarks internationale interessevaretagelse i forhold til udenrigs- og sikkerhedspolitik, europapolitik, udviklingssamarbejdet, borgerservice, handelspolitik, samt den offentlige eksport- og investeringsfremme er samlet i Udenrigsministeriet. Udenrigstjenesten består af ministeriet i København (hjemmetjenesten) og 95 repræsentationer i verden (udetjenesten). Alle indgår i én enhedstjeneste organiseret i et departement uden styrelser. Udenrigsministeriet beskæftiger ca. 2800 medarbejdere fordelt med ca. 1000 i ministeriet i København og ca. 1800 på repræsentationerne i udlandet (heraf er ca. 400 udsendte diplomater og ca. 1400 repræsentationsansatte). Udenrigsministeriets personalesammensætning består af knapt 100 nationaliteter.