Lýsing
Er du både god til arbejdet med mennesker og til myndighedsarbejde, og har du lyst til at indgå i et dynamisk, tværfagligt team med fokus på at straffuldbyrde domme samt forebygge ny kriminalitet? Så er du måske vores nye fodlænkemedarbejder.
Fodlænke Færøerne er en afdeling der åbnede den 1. juli 2024, hvor det på Færøerne blev muligt at afsone med elektronisk fodlænke.
I fodlænkeafdelingen vurderer vi, om dømte er egnede til at afsone med elektronisk fodlænke frem for i et fængsel. Vi træffer afgørelser, iværksætter og afslutter afsoningsforløb og fører døgnet rundt kontrol og tilsyn med afsonere i eget hjem.
Alt vores arbejde tager afsæt i Danmarks Fængslers vision om at bringe mennesker videre til et liv uden kriminalitet.
Der er 5 medarbejdere i Fodlænke Færøerne og arbejdstiden er fordelt på forskellige vagter døgnet rundt og i weekenden, hvilket bliver planlagt efter en tjenesteplan. Hovedparten af vagterne ligger dog i dagtimerne i hverdagen. Vi har også et antal rådighedsvagter om måneden, som overvejende er om natten, men hvor man står til rådighed hjemmefra.
Fodlænke Færøerne deler lokaler med Tilsynsafdeling Færøerne.
Tilsynsafdeling Færøerne fører tilsyn med foranstaltningsdømte, prøveløsladte og betinget dømte med vilkår så som samfundstjeneste. Endvidere udfærdiges personundersøgelser iht. retsplejelovens § 858 og udtalelser til brug for retten. Fodlænkemedarbejderne udarbejder også personundersøgelser.
Der er ansat en kontorfunktionær og to socialrådgivere i Tilsynsafdeling Færøerne samt en enhedsleder og enhedschef der dækker både tilsynsafdelingen og fodlænkeafdelingen.
Hvem er du
Du har erfaring med at arbejde med mennesker og at arbejde skriftligt, og er vant til at dokumentere din sagsbehandling.
- Har solid erfaring med skriftligt arbejde, dokumentation og sagsbehandling
- Har gode skriftlige og mundtlige formuleringsevner, både på færøsk og dansk
- Har interesse for arbejdet med udsatte mennesker
- Kan balancere støtte og kontrol og fastholde en tydelig myndighedsrolle
- Kan samarbejde professionelt med både samarbejdspartnere, klienter, kollegaer og ledelse
- Har overblik, fleksibilitet og et anerkendende menneskesyn - også i pressede situationer
- Arbejder selvstændigt, men trives i et team
- Har kørekort, kategori B og er indstillet på at køre i tjenestebil
- Er fleksibel i forhold til arbejdstider og vagttyper.
Vi ser gerne, at du enten er socialrådgiver, fængselsbetjent, uddannet socialformidler/kontorassistent/offentlig administrations bachelor eller pædagog. Men du kan også have tilegnet dig de efterspurgte kompetencer på anden vis. Det er en fordel, hvis du har kendskab til Danmarks Fængslers arbejdsområde, men det er ikke et krav.
Vi tilbyder
- Et spændende og alsidigt job i en organisation, der løser en samfundskritiks opgave
- En kombination af kontorarbejde, samtaler og udekørende opgaver
- En arbejdsplads med fokus på et godt arbejdsmiljø og høj trivsel
- God mulighed for personlig og faglig udvikling
- Sundhedsordning
- Oplæring i diverse it-systemer.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er fast og med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 37 timer.
Stillingen ønskes besat pr. 15. september 2026 eller snarest muligt derefter.
Hvis du er uddannet socialrådgiver, ansættes du som forsorgsassistent. Ansættelse og aflønning sker i henhold til gældende LC/CO10-fællesoverenskomsten samt organisationsaftale for socialrådgiver i staten. Der er tilknyttet et fast rådighedstillæg og fodlænketillæg til ansættelsen.
Hvis du er uddannet kontorfunktionær eller socialformidler, sker ansættelse og aflønning efter gældende OAO-STAT-fællesoverenskomst, samt organisationsaftale for kontorfunktionærer, it-medarbejdere og laboranter (HK). Du vil blive indplaceret i løngruppe 3, sats 1. Hertil kommer, at der er tilknyttet et fast fodlænketillæg til stillingen.
Hvis du er uddannet fængselsbetjent, sker aflønning i henhold til lønaftale mellem Styrelsen for Danmarks Fængsle og Fængselsforbundet. Der er tilknyttet et fast fodlænketillæg til stillingen.
Hvis du er uddannet pædagog, sker ansættelse og aflønning i henhold til Fællesoverenskomst mellem Skatteministeriet og Lærernes Centralorganisation (LC) og Centralorganisationen af 2010 (CO10), samt Organisationsaftale for pædagoger m.fl. i Kriminalforsorgen.
Hvis du har en anden uddannelsesmæssig baggrund, sker ansættelse og aflønning i henhold til relevant overenskomst sammenholdt med stillingsindholdet.
Ansættelsesstedet er Danmarks Fængsler for overenskomstansatte.
Ansættelsesstedet er Justitsministeriet med tilhørende institutioner, hvis du allerede er tjenestemand i Danmarks Fængsler.
Arbejdsstedet er Fodlænke Færøerne, Jónas Broncksgøta 21, 100 Tórshavn.
Ansøgning
Din ansøgning med CV, dokumentation for uddannelse og forudgående erfaring skal modtages i vores rekrutteringssystem senest mandag den 24. august 2026.
Ansættelsessamtaler vil blive holdt hurtigst muligt herefter.
Hvis du indkaldes til samtale, skal du til samtalen medbringe identifikation f.eks. pas eller kørekort.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du i forbindelse med samtalen giver dit samtykke til, at Danmarks Fængsler må indhente og vurdere oplysninger om dig i det Centrale Kriminalregister.
Alle interesserede uanset personlig baggrund opfordres til at søge.
Yderligere oplysninger vedr. stillingen, kan ske ved henvendelse til fg. enhedsleder Oda Ingemarsdóttir tlf. +298 233805 eller fg. enhedschef Annika West tlf. +45 7255 4731.
Om Danmarks Fængsler, Fængselskreds Øst
Fængselskreds Øst består af et kredskontor, åbne og lukkede fængsler, arresthuse
og tilsyn, samt fodlænkeafdelinger, transport og bevogtning, udrejsecenter og udlændingecenter fordelt på hele Sjælland, Bornholm og Færøerne.
I alt ca. 2300 ansatte.
For yderligere information om Danmarks Fængsler henvises til hjemmesiden
www.danmarksfængsler.dk